Grib Skov

Kulturhistorie
Grib Skov er med sine 5500 ha en af Danmarks største skove. Skoven er den
sidste rest af det vældige vildnis, der i oldtiden dækkede hele Nordsjælland.
Navnet dukker op for første gang i Kong Valdemars Jordebog i 1231 -
Gripscogh. Mest sandsynligt rummer navnet den gamle betegnelse grib, der
f. eks. i gribsjord angiver et areal, som ikke er hegnet ind og derfor ikke ejes
af nogen bestemt. Man kan altså forestille sig en art fællesskov eller
gribeskov, som enhver kunne udnytte efter behov.

Skoven som jagtområde
I middelalderen bragtes Gribskov ind i et fast ejerforhold fordelt mellem
Esrum Kloster og Kongen. Efter Reformationen overgik hele skoven til
Kronen. På grund af hoffets store jagtinteresser, blev skoven lagt ud til en
store vildtbane til jagtformål. Sidst i 1600- tallet lod Christian V udhugge et
system af jagtveje, der blev flittigt brugt under de såkaldte parforcejagter.
(par force betyder med vold og magt). I denne jagtform brugtes ikke
skydevåben. Et stort kobbel af hunde jagede et enkelt stykke vildt, halvt til
døde. Til sidst trådte jægeren til og gav det nådestødet med en bredbladet
kniv.

Stutterivangene
Langs Esrum Sø lå i alt seks vange, som er betegnelsen for indhegnede
græsningsområder for heste. Disse blev brugt af det kongelige Frederiksborg
Stutteri til sommergræsning. Hestene var sorteret i stammer eller stod, og
hvert stod græssede i sin egen vang. Vangene var indhegnet af et
stengærde. Til at passe på hestene ansætte man vangemændene, der boede
i små huse langs Esrum Sø. Husene er i dag "afløst" af de fire skovløberhuse,
der ligger ud til Søvejen.

Skovdriften
Kronens interesse i Grib Skov lå først og fremmest i muligheden for jagt.
Skoven var derfor mere en forlystelsespark end en økonomisk ressource.
Opvæksten af træer fik stort set lov til at passe sig selv og gavntræ blev
hentet, hvor der tilfældigvis var noget at finde. Fra gammel tid sendte
bønderne deres svin på olden i skoven og de svarede som modydelse
oldengæld, almindeligvis hvert tiende dyr eller en tilsvarende værdi. Heste,
køer og geder blev sendt på græs i de dele af skoven, der omsluttede
landsbyernes indmarker.

Siden middelalderen begyndte skoven at bære præg af menneskets virke og
omkring 1800- tallet var træ en mangelvare i Danmark. Ved udskiftningen i
1780´erne blev derfor bøndernes brugsrettigheder til skoven afviklet. Med
græsningens ophør blev muligheden for træernes selvforyngelse forbedret.
På denne tid begyndte man også at planlægge en langsigtet skovdrift, og bøg
og eg blev plantet i stor stil. Også rødgran plantedes, især på tidligere engog
mosearealer. Resultatet af disse tiltag er, at skoven kan drives intensivt i
dag.

I den senere tid er man dog begyndt at mindske arealet af granskov igen til
fordel for hjemmehørende løvtræarter, især eg, og mose- og engarelaer. Man
vil også have mere naturskov og derfor udlægges arealer hvor træerne af i
dag er dirkete efterkommere af en selvsået skov, til naturskovsarealer. Dele
af naturskovsarealerne får lov til at ligge hen som urørt skov, andre dele
drives med gamle driftsformer som plukhugst, græsningsskov eller
stævningsskov.

Kulsvierne
Fra gammel tid blev det skovrige strøg fra Grib Skov til Sjælsø kaldt for
kulsvier-egnen. Faget havde dog flest udøvere i Grib Skov og Store
Dyrehave. Kernen i kulsviernes industri var den kegleformede mile, hvori det
tørre ved i luende glød blev forvandlet i hårde kulklumper. Milen skulle
brænde i tre fulde døgn. Den måtte hele tiden være under opsyn da
forbrændingsprocessen skulle foregå under iltfattige forhold. Skete det, at
ilden stod ud af milen, måtte den slukkes omgående, for at træet i milen ikke
skulle brænde til aske. Det færdige, blanksorte trækul blev fyldt i sække og
ad Kongevejen kørt til markedet på Kultorvet i København.

 

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
http://www.dn-lokal.dk/lk213/turforslag_grib.html

 
De Gule Spejdere | spejder-gst(at)gribskovtrop.dk
Jyskweb 2008