Grib Skovs Perler

Hermed endnu en fortælling fra perlerækken af fascinerende steder i
"Bassebjergs" umiddelbare nærhed. Jeg ønsker at videregive nogle af de
historier, som jeg gennem årene har fået fortalt af andre, i håb om at det
kan bidrage til jer spejderes glæde ved at færdes i vores skov. Se, denne
gang skal vi finde spor i skoven, fra dengang det var "blegemænd" og
"kulsviere" man traf i Nødebo - vi er godt et par hundrede år tilbage i tiden.
Blegemændene, der lavede storvask og blegning for Københavnere, holdt til
ved søen, - hvorimod kulsvierne var i skoven. Enkelte af dem endda meget
tæt på Bassebjerg.

Der ligger i Grib skov et sted .... hvor du kan
finde skovens største "Kulsterring",
266°, 1050 meter fra "Bassebjerg".

En kulsterring er en cirkelformet vold bestående af sammenskrabet jord,
trækulstøv og smuld, som var resterne efter en kulsvidning. Dette materiale
holdt kulsvierne styr på, da det skulle bruges til at dække den næste mile og
være let tilgængeligt dag og nat, mens de vågede over milen. Det var
altafgørende at sikre, at flammerne ikke slap igennem. For hver mile
brænding voksede kulsterringen lidt i højden, ved gamle miler blev den
mandshøj. Det store tjæreindholdet hjælper til at holde sammen på ringen,
hvorfor vi nu stadig kan genfinde faconen i terrænet, trods et par hundrede
års påvirkning fra slid, vejr og vind. Da produktionen af trækul var størst,
blev der tændt 1000 miler om året i de Nordsjællandske skove - men kun få
kulsterringe blev så store og findes endnu i så god stand som denne tæt på
"Bassebjerg". Overalt indenfor kulsterringen vil jorden være kulsort af
trækul, når du når ned under det tynde lag af blade, mos og muld. Med lidt
søgen og roden i jorden kan du med lidt held finde små stykker hundrede år
gamle kulrester. Tag et stykke med tilbage til "Bassebjerg" og se, hvor let i
alligevel kan få dette til at gløde vha. en lighter. Lad nu være med at bruge
ild i skoven og husk at lægge tørv på plads, så andre ikke kan se, at i har
været forbi!

I finder frem til pladsen ved at følge Kildeportvej ud til skovvejen "Skelvej".
Dette kryds kendes let på en lidt skummel P-plads mod Nord med en let
forfalden frokostplads og en stor Eg mod Syd. Gå nu ad skovvejen mod Nord.
Efter 120 meter skærer stien gennem det gamle gærde, der omkrandsede
"Skallerødgård", og blot 80 meter længere fremme kan til venstre tydelig se
en vækstgrænse mellem de ældre og yngre graner. På dette sted kan i fra
vejen, blot 30 meter inde i den ældste beplantning, se en stor
halvcirkelformet vold. Visse steder er den stadig så høj som en ulveunge.
Mange er gået forbi, og har grublet over, om det nu er en forsvarsvold eller
en fårefold. Men dette er resterne af en flere hundrede år gammel
kulsterring. Denne mile hørte til "Skallerødgård" som dengang lå tæt herved i
skoven, den ligger i det sydvestlige hjørne af gårdens vange. I kan på et kort
tydeligt se det store cirkelformede gærde, der løb rundt om hele gården. Den
højderyg som nærmest går i nord-sydlig retning, og som tydeligt kan se i
terrænet på den anden side af Skelvej, blev også i gammel tid kaldt
"Kulmilebakkeåsen".

Uanset hvor i skoven i støder på disse kulsterringe, er opbygningen den
samme: Et ovalt hul i jorden op til 20 meter i diameter, med en cirkulær vold
omkring. Mest af alt ligner det et månekrater. I midten af ringen blev milen
bygget op. Med små luftkanaler og en lufttæt overdækning om brændet,
styres milebrændingen. Når man afbrænder træ med meget begrænset
tilgang af luft, så forkulles træet i stedet for at brænde til aske som i et bål.
Friskfældet træ har op til 60% vandindhold, selv skovtørt træ har op til 20%
vandindhold. Ved forkulningen forsvinder først vandet i træet, dernæst
ændres træets kemiske sammensætning til det brændbare slutprodukt.
Kulsvierens kunst var derfor at lave det lufttætte lag af tørv, jord, halm,
bregner og kulster over milen og styre dette således, at der slap akkurat så
meget luft ind, at forkulningen fortsatte uden at slå over i flammer. Hvis
dette skete kunne hele milen eksplodere. Gennem tre døgn synker milen
langsomt sammen, og der kan opstå huller i det lufttætte lag, som straks må
lappes. Den garvede kulsvier kunne på røgen se, om milen brændte som den
skulle. Det var et højt specialiseret arbejde.

Der blev i gamle dage produceret store mængder kul, og det gav gode
penge. Kul var hovedenergikilde, som olie og gas er det for os. Trækul var
populært, det har en dobbelt så høj brændværdi som bøgebrænde og ved
forbrænding afgives en stærk og stabil varme uden flammer. Industrien, især
smeden havde brug for den stærke og stabile varme, og for Københavnerne
var det populært med brændsel, der ikke gav røg i lejlighederne. Nu til dags
dag importeres den smule trækul, vi anvender til havegrillen. Disse briketter
er i øvrigt af ringere kvalitet end selv kulsviernes affaldskul. Det har været
hårdt med de lange nætters vågen ved milerne omsvøbt af duftende trækuls
røgtåger. Vi kan kun forestille os, hvordan den store mørke Grib Skov, der
stod som silhuet til nattens ugleskrig og rævehyl, gav næring til sagn om
alfer, trolde og andre af skovens væsner. Når først proppen blev hevet af
brændevinsflasken, blev der lystigt berettet om spøgelseshistorier,
krybskyttehistorier og om dejlige slagsmål med "blegemændene". Kulsviere
og krybskytteri forbindes i øvrigt også med hinanden - men se, det er en helt
anden historie!

God jagt - Ole

 
De Gule Spejdere | spejder-gst(at)gribskovtrop.dk
Jyskweb 2008